Denne uge har været den første uge med reel undervisning. I
alle fag har det dog kun været introduktion og jeg er stadig ikke helt sikker
på hvilke fag jeg vælger (vi skal først have valgt fag endeligt d. 24. juli,
men det er selvfølgelig rart at være sikker på sit valg inden, så man ikke
mister for mange timer). Lige nu er jeg sikker på, at jeg vælger Cyberlaw og
Negotiation and Persuasion. Derudover overvejer jeg at vælge Commercial
Transactions, men undervisningen foregår om aftenen, bl.a. torsdag aften, hvor
jeg også gerne vil løbe med Hamilton Hawks, der kun træner tirsdag og torsdag. Generelt
virker det dog som om, at niveauet er lidt lavere end jeg er vant til. Det
opvejes selvfølgelig af, at jeg ikke er vant til at læse/snakke/skrive på
engelsk, så samlet set skal det nu nok blive lige så udfordrende. De fleste
undervisere er forholdsvis lette at forstå, men der er selvfølgelig en del ord
jeg må slå op. Negotiation & Persuasion er faktisk et fag på universitetets
management school, men jeg har fået lov at vælge det alligevel. Det er næsten
lettere at forstå end jura fagene, da det egentligt er de juridiske termer, der
er sværest at forstå på engelsk. Underviseren i Commercial Transactions er dog
den sværeste at forstå, men det skyldes hans kinesiske accent. Alle ord han
udtaler synes jeg lyder mærkelige, men det vender jeg mig nok til. New
Zealænderne har dog også en lidt spøjs accent. De er f.eks. væsentligt sværere
at forstå end amerikanerne.
Ugens højdepunkter har helt klart været løbetræningen med
Hamilton Hawks tirsdag aften samt dagens deltagelse i Waikato Cross Country
Championsship (12 km terrænløb). Jeg skriver mere om disse oplevelse senere i
dette indlæg.
Derudover er en del af ugen også gået med at planlægge ferie,
da vi har 2 ugers ferie fra d. 22/8 – 6/9. Der er mange der gerne vil rejse til
Fiji. Det kunne helt sikkert være spændende at oplevelse en stillehavsø, hvor
der skulle være de flotteste strande og skønt klima. Det bliver dog en ret dyr tur.
Flybilletterne koster 4000 kr. t/r og derudover er overnatning og mad og ret
dyrt. De fleste ø’er dyrker kun nogle få produkter. Resten skal importeres fra
f.eks. Australien og New Zealand – og eftersom alle ø’erne ligger langt væk fra
alle andre lande, så ender mad og drikke selvfølgelig med at blive dyrt.
Derudover synes jeg det lugter lidt af, at det bliver 10 dages drukferie og i
så fald vil jeg nok blive skuffet. Jeg hælder mest til at rejse til Australien
– også selvom det bliver alene. Marc (min gamle roomie og barndomsven) er
flyttet til Gold Coast syd for Brisbane, så det kunne være hyggeligt at besøge
ham. Derudover er Simon (en af mine løbevenner) på udveksling i Brisbane, så
ham kunne jeg også besøge. Desuden er Kirsten fra min gymnasieklasse i Melbourne,
så der vil jeg nok også kunne få selskab. Nu må jeg se, hvad jeg beslutter mig
for. Det eneste jeg ved er, at jeg i hvert fald gerne vil et eller andet sted
hen. Og det bliver næppe New Zealand. Her vil jeg gerne rejse, når semestret er
forbi og vejret bedre J
Søndag endte med at blive lidt af en hyggedag. Vi tog ud i
New Zealands største shoppingcenter, der ligger i udkanten af Hamilton. Jeg
købte ingenting, så største oplevelse var nok frokosten på BurgerFuel.
Mandag var første dag med undervisning. Om formiddagen løb
jeg først 8,5 km i 4:18 tempo, hvorefter jeg havde undervisning i cyberlaw fra
13-15. Da der er Re-O week tog vi i byen om aftenen, hvilket var ganske
hyggeligt. Tirsdag sov jeg derfor også længe. Sidst på eftermiddagen havde jeg
besluttet mig for tage med til Hamilton Hawks løbetræning. Det var en super god
oplevelse. De ville meget gerne have mig med og synes også det var lidt sjovt,
at der pludselig er en dansker med i træningsgruppen. Vi løb ud på en
fodboldbane, hvor vi løb intervaltræning – 8 x 580m med 1 min pause. God, hård
og sjov træning. Niveauet passer rigtig fint til mig. Jeg er hverken den
langsomste eller hurtigste. Efter træningen var der mange der også tilbød at
køre mig tilbage til universitetet. Jeg ville dog gerne have de ekstra km, så
jeg i alt fik løb 15,5 km på hele træningspasset. Derudover forsøgte de også at
lokke mig med til Waikato Cross Country Championsship, der er et 12 km crossløb
10 km uden for Hamilton. Jeg fik et visitkort på en fra klubben som jeg bare kunne
skrive til, hvis jeg ønskede at deltage. Så ville han gerne komme og hente mig.
Onsdag havde jeg undervisning i Negotiation and Persuasion
om morgenen fra 9-11. Om eftermiddagen løb jeg en tur på 6 km inden jeg havde
undervisning i Commercial Transactions fra 17-19. Om aftenen besluttede vi os
igen for at tage i byen. Torsdag havde jeg undervisning i cyberlaw fra 12-14,
hvorefter jeg løb en tur på 10,5 km med en lille smule fart på til sidst. Efter
løbeturen havde jeg undervisning i Commercialt Transactions fra 18-20,
hvorefter jeg tog over i Orchard Park, hvor vi var en del samlet til en stille
og rolig aften.
Fredag havde jeg undervisning i Negotiation and Persuasion
fra 10-12. Efter undervisning tog jeg med Rune og Emil ind til Hamilton, hvor
vi vandrede rundt i adskillige cykelforretninger. Til sidst fik vi et hint om
et sted, hvor vi kunne købe brugte cykler. Der fandt vi alle 3 nogle anstændige
cykler, der forhåbentlig kan holde i 4 måneder. Foruden cykler købte vi alle
tre hjelm, lås og lygter. I New Zealand er det et lovkrav at man kører med
hjelm. Hvis ikke man gør det, risikerer man en bøde ca. 55 dollars mener jeg.
Samlet endte vi med at bruge 1000 kr. hver på cykel ink. tilbehør. Vi prøvede
at prutte om prisen, men han kunne ikke rokkes særlig meget, så det var ikke
meget fik sparet. Det er dog rart at have en cykel, da det nærmeste rigtige
supermarked ligger 2,5 km fra Bryan Halls, hvor jeg bor. Det er lidt langt at
gå hver gang man skal handle.
Lørdag havde jeg på opfordring fra løberne i Hamilton Hawks
besluttet mig for at deltage i crossløb, så Marc fra løbeklubben kom og hentede
mig på universitet kl. 11.40, hvorefter vi kørte ud til løbet. Det havde regnet
hele natten og formiddagen og klarede først lidt op lige omkring løbsstart, så
ruten var ekstremt våd og mudret. Jeg har ikke taget mine pigsko med til New
Zealand, så jeg løb i mine Nike Terra Kiger, der ikke hjalp mig meget med at
stå fast, da skoene stort set er helt flade. Alle andre løb pigsko (undtagen de
ca. 10 løbere der løb i bare fødder. Jeg ved ikke hvorfor, men mange New
Zealændere synes åbenbart det er normalt at gå rundt i bare fødder, selvom det
kun er 10 grader uden for). I dag havde jeg helt sikkert løbet i pigsko med 1,5
cm pigge, fordi det var så mudret, så jeg havde helt enormt svært ved at stå
fast og skruede derfor også mine forventninger til løbet lidt ned. Jeg var godt
klar over, at det ville blive umuligt at følge med. Vi skulle løbe 6 omgange af
2 km og allerede på første omgang skrider jeg på det første nedløb og falder
3-4 meter ned ad bakken. Derefter var jeg lidt en kylling og gik nærmest ned af
alle nedløbene resten af løbet. Så jeg endte med at tabe adskillige minutter.
Selvom det løbsmæssigt gik ret dårligt, var det dog en super sjov oplevelse.
Ruten var egentlig ret fed (især hvis man havde pigsko) og det var en sjov
oplevelse at løbe konkurrence mod en masse lokale. Jeg vil helt sikkert prøve
at finde nogle flere løb mens jeg er hernede. Efter løbet brugte jeg oceaner at
tid på at blive ren igen og få vasket alt mit tøj, der både jeg og mit tøj var
MEGET mudret. Om aftenen mødtes vi i Orchard Park og hyggede lidt. Nogle tog i
byen og andre var trætte og tog ikke med. Jeg var en af de trætte - formentlig pga. løbet J







Ingen kommentarer:
Send en kommentar