Tiden går lidt hurtigt, så det er ofte svært at få tid til
at opdatere bloggen. Nu tvinger jeg så mig selv til at have tid inden der er
gået så lang tid, at jeg ikke kan huske, hvad jeg har lavet.
I uge 38 (d. 14-20. september) blev hovedsageligt brug på at
studere, da jeg havde meget i de efterfølgende uger. Foruden den tid jeg brugte
på at studere, så fik jeg også købt en flybillet til Brisbane d. 21. november.
Simon og jeg har planlagt at rejse fra Brisbane til Cairns, hvorefter flyver
til Sydney. Vi er formentlig færdige i
Sydney d. 15/16. december, hvorefter jeg skal have gjort op med mig selv om jeg
vil tilbage til New Zealand eller rejse hjem til Danmark. I weekenden (d. 19.
september) løb jeg klubmesterskaber i 10 km landevej. Jeg løb de 10 km på 36:25
min, hvilket jeg er fint tilfreds med. Min form var faldet lidt efter Fiji.
I uge 39 havde jeg en del – ikke studierelateret – at se til
i hverdagene. Torsdag aften mødte jeg også ny fyr i løbeklubben fra Los
Angeles. Jeg fandt ud af, at han var ankommet til NZ dagen inden (onsdag d. 23.
september) og skal læse en ph.d. på University of Waikato. Pt. bor han også på
campus, så vi har fået løbet en del sammen siden han ankom. Det er rart med
lidt selskab på de løbeture der ikke er med klubben. Han er noget hurtigere end
mig, så det er lidt ligesom at træne med dem derhjemme J
Fredag aften var Rune, Emil og jeg ude at spise med
nordmændene på en restaurant i Hamilton. Lørdag morgen kl. 8.00 løb jeg 18 km
John. Efter løbeturen var vi 14 der kørte til Taupo, da vi ville vandre
Tongariro Alpine Crossing om søndagen. Vi besluttede os for at lave en
weekendtur ud af det. I Taupo bruge vi først en del tid på deres Visitor
Center, da de formåede at få gjort mange af de andre jeg var afsted sammen med
bekymrede for, at vores hike om søndagen ville være for svær og farlig, fordi
der var for meget sne og vejret åbenbart skulle være meget omskifteligt. Jeg
(og Emil) var af den klare overbevisning, at vi bare skulle kaste os ud i det
og så kunne vi jo altid vende om, hvis det var nødvendigt. De andre mente dog,
at vi ikke havde respekt nok for bjergene og at det var useriøst vi ville
vandre i løbesko. Jeg havde dog snakket med flere af de lokale nede fra
løbeklubben, og de havde overhovedet ikke sat spørgsmålstegn ved om det nu var
muligt at gå turen på denne tid af året, så jeg var egentlig ikke specielt
bekymret. På trods af det, så fik de på visitor centret overbevist de andre om,
at det nødvendigt at betale 175 NZD (800-900 kr.) hver for en guide. Det var
der så 7 der endte med at gøre og vi var 7 der ikke ville. Jeg ville ikke
betale for det, da jeg alligevel skal gå turen igen om 1,5 måneder. Jeg havde
ikke succes med at overbevise de resterende 7 om, at vi bare skulle gå turen
uden guide, så vi endte med at gå en anden hike på næsten 20 km til noget der
hedder Lake Tama. Det var nu nærmere bare en gåtur, da der var en fin sti at gå
på hele vejen. Det var dog super hyggeligt og vi gav os god tid til pause
(spisepauser) samt at nyde udsigten. Jeg tror også det var fint at vandre i en
gruppe på 7 i stedet for 14. Jeg ville selvfølgelig gerne havde gået Tongariro
Alpine Crossing, men når nu de andre var bekymrende og insisterede på det var
for farligt, så var der ikke noget at gøre. De 7 der havde gået Tongariro
Alpine Crossing indrømmede dog efterfølgende (muligvis hårdt presset), at vi
sagtens kunne have gået turen – og nok også i løbesko J
Efter vi havde brugt nogle timer på visitor centret i Taupo
kørte vi ud til et vandfald kaldet Huka Falls. Efter vi havde set vandfaldet
kørte vi hen til en gratis geotermisk pool, hvor vi badede i det varme vand,
der er opvarmet pga. den vulkanske aktivitet i undergrunden. Derefter kørte vi
videre om Tongariro og gjorde et stop på en italiensk restaurant 50-60 km inden
vi var fremme. Da vi ankom skyndte vi os i seng, da klokken næsten allerede var
midnat og dem der skulle vandre Alpine Crossing’en skulle mødes med guiden kl.
7.00. Uret skulle også sættes en time frem i løbet af natten pga. skiftet til
sommertid, så det blev en kort nats søvn på kun 5 timer. Søndag ca. kl. 18.30
begav vi os tilbage mod Hamilton. Vi var hjemme lidt over 22.00 ink. et stop på
Burger Fuel på vejen. Jeg var frisk selvom vi havde vandret og endte med at
køre hele vejen hjem. Rune kørte pigernes bil hele vejen, da de var for trætte
til at køre efter at have vandret hele dagen.
I uge 40 (sidste uge) brugte jeg starten af ugen på at
forberede mig til en test onsdag morgen. Vejret var virkelig godt onsdag og
torsdag, så de to dage endte jeg ikke med at få lavet så meget studiemæssigt.
Fredag morgen skulle jeg med Hamilton Hawks til Christchurch for at løbe
National Road Relay. Vi fløj fra Auckland kl. 11.30 og var i Christchurch lidt
før 13.00. Jeg tog med en gruppe ind til selve byen. Det var virkelig skræmmende
at se, hvor ødelagt byen er efter jordskælvene i 2011. Jeg var da godt klar
over, at det havde været voldsomt, men byen blev jo fuldstændig ruineret. Der
har jo nærmest ikke været et eneste hus i centrum af byen der overlevede.
Overalt i byen var der store grus parkeringspladser (hvor der tidligere var
bygninger) og i gang med at blive bygget nyt. Det betød også, at der var larm
overalt. Christchurch skulle tidligere have været en rigtig hyggelig by, men
det var af gode grunde ikke den opfattelse jeg fik af byen. Efter af have været
i byen i næsten 2 timer kørte vi mod Lincoln ca. 20 km uden for byen, hvor vi
skulle overnatte. Da vi ankom til Lincoln løb de fleste af os en
restitutionstur på 6 km for at løsne benene op efter flyveturen. Om aftenen
hentede vi bare lidt mad i byen og gik ellers tidligt i seng.
Lørdag morgen tog jeg afsted med mit hold (Senior Mænd) kl.
8.30 fra Lincoln. Vi var ved start kl. 9.00, hvor vi kunne se Master Men starte
(her var Hamilton Hawks forsvarende mestre og favoritter til at vinde igen i
år). Mit eget var langt fra de bedste, men det var vi godt klar over på
forhånd, så det var mest for sjov og for oplevelsen. Vi startede kl. 10.15 på
vores 8 ture. Koncepter var at man løb fra Christchurch til Akaroa – en tur på
ca. 80 km. Turen var opdelt i 8 små ture, hvor nogle var flade, andre kuperede,
en kun op og en kun ned. Vi fordelt turen imellem os i forhold til, hvor vi
hver især var stærkest. Jeg løb tur 3, der var en af de flade. Der var altid
kun en der løb ad gangen, og så fulgte vi andre ellers bare ham der løb. Man
måtte ikke køre lige bagved, så man kørte langt frem og stoppede og når ens
holdkammeret var løbet forbi hoppede vi ind i billen og kørte langt frem og
stoppede igen. Vi endte med at bruge lige under 5 timer og jeg brugte 36:48 min
på de 10,15 km jeg løb. Det var bagende varmt. Formentlig 21-22 grader i
skyggen og så endnu varmere i solen, så det var virkelig hårdt at løbe hele
turen solo på en landevej. Omkring kl. 15.00 var vi i mål. Vi endte med at få
en middelmådig placering – som forventet. Master Men endte desværre på en 3.
plads, da en af deres løbere var blevet skadet undervejs. Ham der skulle løbe
den efterfølgende tur skulle så løbe det ham der var blevet skadet manglede
samt hans egen tur. Derudover fik man også en tidsstraf på 7 min., så det var
umuligt for dem at vinde samlet efter uheldet.
Det var en kanon sjov dag, hvor er virkelig blev nørdet løb.
Derudover var det selvfølgelig bare fantastisk at bevæge sig gennem noget af
jordens flotteste natur på en skøn solskinsdag. Jeg er virkelig glad for at jeg
valgte at tage med på turen. Og det var sjovt at lære mange af de andre lidt
bedre at kende.
Efter vi var kommet i mål hyggede vi i målområdet i 2 timer
mens der også var medaljeoverrækkelse. Derefter kørte vi tilbage mod Lincoln
med et stop på en pub undervejs, hvor næsten alle deltagere fra løbet også
gjorde stop. Kl. 19.00 var vi tilbage. Derefter tog vi et hurtigt bad og hoppede
i det pæne tøj inden var middag på Lincoln University for alle Hawks løberne
(ca. 50) kl. 19.45. Efter middag tog vi på en bar, hvor vi drak nogle øl og
spillede noget pool. Omkring midnat gik de fleste af os i seng og søndag morgen
stod vi så op og pakke og spiste morgenmad, så vi var klar kl. 8.00 til at
Australien mod England i rugby VM. De var alle helt vilde for at få slået
England ud, da rigtig mange af New Zealænderne har engelske rødder. I pause af
kampen (ca. kl. 9.00) kørte vi ud til lufthavnen, så vi var der kl. 9.30. Her
kunne vi lige nå at se kampen færdig inden flyet lettede kl. 10.15 J
Ingen kommentarer:
Send en kommentar