Mange af os har stadig været lidt på Fiji-time. Man skal
lige i gang igen efter turen til Fiji, hvor der absolut ikke blev tænkt det
mindste på studie mens vi var afsted. Heldigvis har jeg ikke så travlt lige nu,
da det næste vigtige på studiet er en test d. 30. september. I løbet af ugen
har jeg derfor ikke brugt så meget tid på studiet, men haft mere travlt med at
mødes med de andre international studerende og deltage i andre aktiviteter. Vi
har også lært hinanden meget bedre at kende efter turen, så vi er pludselig en
forholdsvis stor gruppe, der synes det er sjovt at være sammen og hvor snakken
går lidt nemmere, da vi allerede har en masse fælles oplevelser.
Mandag blev dog brugt på studie, da jeg skulle have
afleveret opgaven i Humanitarian Law. Tirsdag var jeg igen tilbage i
løbeklubben efter 2 ugers fravær, så det sjovt at være tilbage igen og få løbet
lidt intervaller. Jeg var dog ikke så godt løbende efter 11 dage uden specielt
meget løb og lidt for stort væskeindtag, hvor det hele ikke kun var vand. Jeg
fik mig dog talt frem til, at jeg havde løbet konkurrencer 6 weekender i træk,
så det var nok fint med et lille afbræk.
Onsdag var jeg inde i Hamilton for at finde nogle, der kunne
reparere mit ur. På Mantaray Island havde jeg afleveret det sammen med mit pas,
min pung og min Ipad til resortets sikkerhedsboks. Men da jeg fik mine ting
tilbage var glasset på mit ur fuldstændig smadret. Vildt irriterende, da jeg jo
netop afleverede mine ting til dem for at der ikke skulle ske noget med dem.
Jeg har dog en mail fra dem, hvor de lover at dække udgifterne for at få uret
repareret. Det var lidt bøvlet at finde et sted, hvor de kunne reparere Skagen
ure, men det lykkedes, så nu mangler jeg bare at høre fra urmageren hvad det
koster og hvor lang tid det tager. De har blot sendt mit ur videre til dem, der
reparerer det for dem. Onsdagen aften mødtes vi en stor gruppe til ”Wednesday
Wine”, hvor vi fik spillet kort og snakket en masse om turen til Fiji.
Torsdag studerede jeg lidt cyberlaw og deltog i en online
diskussion, der var obligatorisk af deltage. Sidst på eftermiddag tog jeg til
løbetræning inden vi om aftenen igen var en masse der mødtes. Lidt halv
impulsivt endte vi med at tage i byen, men det var en sjov aften og jeg var
faktisk overraskende frisk fredag morgen kl. 9.00, da jeg vågnede for at tage
til undervisning, selvom jeg var kommet sent i seng. Fredag lavede jeg ikke det
store ud over at være til undervisning. Aftenen brugte jeg bare med Emil og
Rune.
Lørdag morgen stod jeg til gengæld op kl. 7.00, da jeg blev
hentet af min efterhånden faste chauffør Marc Scott fra Hamilton Hawks. Jeg fik
et lift til Rotorua (ca. 1,5 times kørsel fra Hamilton), hvor vi skulle et 5 x
5 km stafetløb i Redwood Forrest. Det var en fed rute og skoven var super flot,
så det var sjovt. Derudover var det også sjovt at bruge 3 timer i bilen sammen
med Marc, da det gav god tid til at få snakket om en hel masse ting. Efter
løbet gav han sig sågar også tid til at lege lidt turistguide, så vi kørte ud
til en af de mange geotermiske pools i området. Rotorua er virkelig et turist
knudepunkt i løbet af sommeren pga. den vulkanske aktivitet, der har kreeret en
hel masse varme pools man kan bade i (a la den blå lagune i Island) samt en
masse søer i alverdens farver (dem skal dog ikke bade i). Marc kendte
selvfølgelig en af de pools man kan bade i gratis, så det var jo helt perfekt.
Så kan jeg se de mere turistede steder (og der hvor det sikkert koster en
bondegård at få adgang), når mine forældre kommer til New Zealand J Om aftenen hyggede vi
os sammen med nordmændende.
Søndag formiddag tog vi ud at se Gallagher Great Race. Det
var en konkurrence i roning, hvor bl.a. University of Waikato, Harvard, Cambridge mfl. deltog. De skulle ro
4 km i Waikato River. De en ganske hyggelig søndag formiddag. Om eftermiddagen
fik jeg løbet 20 km. Det var lækkert da vejret var skønt. Tror der var 18
grader og solskin. Det er skam godkendt, når foråret kun lige er startet. Om
aftenen tog vi på BurgerFuel med nordmændene inden jeg havde en FaceTime aftale
med Simon, der er på udveksling i Brisbane. Vi snakkede lidt om, hvor vi gerne
vil rejse, når vi begge er færdige med semestret. Det er jo et hav af
muligheder. Efter samtalen med Simon hoppede jeg ind på DRs hjemmeside og fugte
CPH Halfmarathon. Sjovt at følge alle klubkammeraterne give den gas. Lige det
ene løb ville jeg godt nok gerne have løbet, men føler nu på ingen måde jeg
bliver snydt med alle de oplevelser jeg har her i New Zealand, så det må blive næste år J








Ingen kommentarer:
Send en kommentar