Skrevet af Torben.
Vil prøve at få opdateret bloggen med billeder og tekst fra Australien i morgen.
Fredag den 13. November
Queen Charlotte track på mountainbike og
Sejltur
Så er det dagen med nye
fysiske udskejelser. Denne gang på den berømte Queen Charlotte Track – en 70km
lang track, der primært går langs med fjorden af samme navn. Vi vil cykle den
midterste tredjedel på 23 km fra Camp Bay til Torea Saddle og Kristian måske
også det sidste stykke på 20 km til Anakiwa. Begge dele bør tage ca. 4 timer.
For at komme til starten
tog vi lige næsten 2 timer med en vandtaxi med cyklerne på taget af båden. En
oplevelse i sig selv, der førte os rundt i super flotte omgivelser, og vi
stoppede lidt ved ca. 50 delfiner, der har holdt til Queen Charlotte fjorden i
ca. 6 måneder.
Vi hørte også om husene
på bjergene, der ofte kun har adgang via vandvejen, og som er bygget ved at et
skib er sejlet tæt på med byggematerialer, og en helikopter har løftet tingene
op på byggepladsen. Flere af de andre passagerer havde da også byggeelementer,
mad og gasflasker som deres bagage.
Vi og cyklerne blev sat i
land ved et resort område, der lå helt ned til en fjord, og første opgave var
at finde selve Queen Charlotte Track. Med hjælp fra en flink receptionist fandt
vi sporet.
Vi skulle bare cykle 23
km – men ”bare” er et farligt ord – stigningerne var så stejle, at det var
umuligt, selv i laveste gear, at forcere nogle af dem, og nedkørslerne var omvendt
så farlige at det også enkelte steder var nødvendigt at stå af. Med til
historien hører også at der ikke er gelænder, så en sidelæns forskydning vil
nogle steder give frit fald måske 100 meter ned. Ergo er safety first princippet nødvendigt. Der er også den lille
detalje, at der ikke er mobildækning ret mange steder i New Zealand, så rigtig
hjælp er også meget langt væk, hvis uheldet er ude.
De første 8 km af turen
var ekstremt hårde, og så hjalp det lidt. Det hele kunne måles i hvor langt tid
man kunne sidde på cyklen. Queen Charlotte Track løber på toppen af en højderyg
langs med fjorden af samme navn, men der er faktisk vand på begge sider og
utallige mindre fjorde, så antallet af smukke udsigter er nærmest uendeligt. Da
vi i starten flyttede os med 4-5 km/t var vi bange for at holde frokost, da vi
skulle nå vandtaxaen retur kl. 16:15, og det ville vi kun lige kunne nå med den
fart. Vi talte med tre gutter fra Tasmanien, som vi mødte flere gange, de var
hurtige på nedkørslerne, men vi fulgte med og konstaterede at man bare ikke kan
bevæge sig ret meget hurtigere i det terræn end det vi formåede. Til farmor:
den ene af drengene har en søster, der er veninde med Mary, så han har mødt
både Frederik og Mary flere gange :-)
Vi endte med at være ved
den lille bådebro 45 min før afgang. Det gav anledning til at tage nogle
billeder i den lille bugt, og også at se hvordan børnene i området blev sejlet
hjem fra skolen i Picton, og blev sat af, nærmest midt i ingenting.
Tilbage i Picton indtog
vi efter badet en ganske velfortjent bøf på en cafe med fin udsigt over Picton
havn og fjorden.
Lørdag den 14. November
Videre til westport via vinmarker og
nationalpark
Vi forlod Picton ved at
køre af den meget smukke vej til Havelock, hvor nogle af gårsdagens synsindtryk
blev genopfrisket. Fra Havelock kørte vi ind i Marlborough vindistriktet, hvor
det meste, og den bedste vin produceres. Det var næsten som at være i Frankrig
for en stund. Første rigtige stop på turen var i Nelson Nationalpark, hvor vi
ret nemt fandt det visitor center vi havde læst skulle være i området. Der var
en, ud fra kortet at dømme, stor sø, som vi kunne gå rundt om, men det lod vi være
med, da damen i centeret sagde at ville tage mellem 7 og 10 timer for de
23-27km. Vi nøjedes med en lille tur på bare 3,5 km delvist langs med søen. Et
smukt område, der er oplagt til et genbesøg, hvis vi skulle forvilde os på
disse breddegrader igen.
Turen gik videre mod Westport,
kun afbrudt af en frokost i en af de byer vi kalder Western byer – tætte lave
bygninger med parkeringspladser langs vejen. Det ligner virkelig nogle af
byerne man ser i USA. Det med de lave bygninger præger i øvrigt alle andre byer
end Wellington, hvor man er nødt til at bygge op, de byen er omkring af en bjergkæde
samt vandet.
Vi ankom til Buller
Brigde Motel i Westport sidste på eftermiddagen, og var alle lidt slappe, så
der gik lige et par timer med at surfe på nettet, og læse om terrordramaet i
Paris, som vi intet havde hørt om.
Receptionisten anbefalede
et par spisesteder, og vi valgte den nærmeste, hvilket var en god beslutning.
Vi fik serveret tre slags kød råt, men placeret på stene der var så varme, at
vi hver især selv stegte vores eget kød på hver vores sten. Meget sjovt, yderst
velsmagende, og ikke at forglemmele til en rimelig pris.
Trætte kravlede vi i seng
efter endnu en begivenhedsrig dag.
Søndag den 15. November
Pancake rocks, Jader i hokitika og Fox
glacier
Afgang fra Westport kl.
9:00 søndag morgen, eller rettet næsten 15 min. inde i kampen mellem Sverige og
Danmark. Planen var at følge lidt med via livescore.com, og det lykkedes da
også – vi havde bare lige glemt det med den manglende mobildækning som er
hovedreglen i New Zealand – vi fandt dog ud af at det desværre endte med 2-1
til de gule.
Første stop var ved
Pancake Rocks. Havet har over årene, mange tusinde formentlig, gnasket sig ind
i kysten således at det har efterladt en lang række små stykker bjerg, der med
lidt god vilje kan ligne pandekager på højkant, og sørme om de ikke også ser ud
til at være bygget af pandekager. Et underligt syn.
Næste stop var jade byen
Hokitika, der ikke er nogen særlig køn eller spændende by. Der er kun lige den
detalje at der er jade sten i området, så byen er et af de fem steder på jorden,
hvor der er jade forekomster. Det betyder, at nærmest hver anden butik sælger
jade forarbejdet på alle tænkelige og utænkelige måder. Dorte købte en rigtig
fin lille bregne, hvilket bliver meget naturtro grundet den grønne farve.
Så var det videre mod
byen Fox Glacier for at blive indlogeret på motellet – et dejligt et af
slagsen. Bare heller ikke et logi med stabilt internet knnnnnrrr... Så blev det
spændende for nu skulle vi ud og se den gletscher som det hele handler om. Vi
kørte ind i dalen som Fox Glaceir løber i, og passerede midt i noget regnskov
markeringer af hvor gletcheren var i 1750 og 1935. I begge tilfælde var den
over en km længere end i dag. Ikke et ord om global opvarmning. Alt andet lige
– fra en parkeringsplads ca. 1km fra spidsen gletscheren, ligger en P-plads, og
fra den gik vi så det sidste stykke, for til sidst at stå 100m fra enden af Fox
Glacier. Et flot syn på sin egen forunderlige vis.
Manden i receptionen
havde anbefalet Lake Matheson, så vi kørte direkte fra gletscheren til søen,
hvor Kristian trak i løbetøjet og løb et par gange rundt om søen, mens ”de
gamle” gik en omgang.
Aftensmaden blev indtaget
på restaurant ”The last restaurant” – og det er faktisk den sidste restaurant inden
man er ude af den max. 800 m lange by.
Mandag den 16. November
Fox glacier :-( og Wanaka
Kl. 8:29:53 gik vi ind på
Glacier Helicopters kontor, for nu var vi klar til at flyve op på Fox Glacier,
for at gå en lille tur og i øvrigt se det hele fra oven. Så stor var skuffelsen,
da vi fik at vide at vejret betød at de var ”on hold” og ikke kunne fortælle,
hvornår vejret ville blive bedre. Desuden var der også udsigt til regn på
toppen. Tilbuddet om at vente hele dagen eller evt. booke os til næste dag
passede ikke ind i vores program. Så øv – og videre mod Wanaka. Turen til
Wanaka forbedre så humøret efterhånden som vi kom frem. Vejret blev ganske
godt, og så på ny et anderledes bjerglandskab i stor højde, og søer der
spejlede bjergene i baggrunden. Vanvittigt flot.
Vi fandt nemt Wanaka Edge
Apparments, hvor vi har en dejlig lejlighed, som sågar har vaskemaskine! Efter
en vasks tid gik vi til centrum, og centrum ligger helt ud til søen og der er
enten udsigt til søen eller bjerge i baggrunden af en ganske fin bymidte med en
del butikker og priser der ikke er hamret helt i top. Efter frokost blev det
til en stor is, og så en gåtur langs med søen.
Tilbage i lejligheden
indtog vi vores terrasse mens Kristian løb en lille tur, og så gik vi retur til
centrum for at købe ind til aftensmaden. Der var gode forslag om at køre de små
2 km, men næhhh nej, der skulle sandelig lige toppes med lidt ekstra skridt.
Derfor var der også en der var noget tonedøv, da der blev klaget over vægten af
alt det der skulle slæbes op til lejligheden :-)
Aften blev brugt på at
booke Cruise på Milford Sound og hygge.
tirsdag den 17. November
Fra Wanaka via queenstown til te anau
Vi startede fra
morgenstunden med at handle i Wanaka – en forretningskæde der hedder New World
har nogle glimrende supermarkeder. Efter provianteringen tog vi den korteste og
kønneste rute mod Queenstown, hvilket blev belønnet med panoramaudsigt fra et
bjergpas, som var helt enormt flot, med utallige bjergtoppe, og et udstrakt
landskab mellem bjergene.
Kort efter slutningen på
nedkørslen var vi i Queenstown, som passerede i perifirien, for at køre videre
mod Te Anau og dermed nærme os det endelige mål – nemlig Miford Sound – så
meget at det kan klares som en dagsudflugt onsdag.
Kristian vil gerne retur
og gå Kepler Track på 60km, så vi valgte, efter anbefaling fra receptionisten på
hotellet, at køre ud til et sted på ruten, hvor vi kunne gå i regnskoven i læ
for den forholdsvis kolde vind. Nu blev det til en varm tur i den fugtige og
grønne regnskov. 12km som var pænt nemme, efter alt hvad vi tidligere har
bokset med på diverse stier.
New Zealand skal have ros
for deres Visitor Centers, også i Te Anau var der et sådant med nyttigt
materiale.
Efter gåturen var klokken
blevet 19:30, så efter lidt afslapning, så gik vi på restaurant.
Onsdag den 18. November
Milford Sound og routeburn Track
Overskriften kunne også
have været ”Blandt sæler, papegøjer og pingviner”. Dagen startede med 120 km
mod nord til Milford Sound. Det er bogstaveligt talt 120 km vej, bygget med det
formål at man for enden af ruten i Milford Sound kan sejle, flyve eller hike. En
ganske anderledes rute, der bla. førte os over en helt flad ødemark med stejle
bjergskråninger som nærmeste naboer. Vi holdt også ind ved et lille springvand
og kiggede på dette. Da vi kørte ind på P-pladsen sagde Torben – hvor sjovt,
der sidder en papegøje på mandens bil – noget manden gjorde alt for at lave om
på ved at skræmme papegøjen væk. Det lykkedes og pist væk var fuglen. Der var
igen reaktioner i bilen, og Kristian tænkte angiveligt, at det nu ramlede helt
for ”den gamle”, men tonen fik en anden lyd, da vi lidt senere så et skilt der forklarede
om at der er en bestemt papegøje der holder til i området. Sørme om ikke billedet
lignede fuglen vi lige havde set. Straks blev der så skældt ud over, at der
ikke var taget et billede af det levende eksemplar!
Videre mod Milford Sound
og sejlturen. Fra terminalen i havnen kunne vi se fugle, fly og sejlbåde. Det
blev en rigtig flot 2 timer lang tur, hvor kaptajnen sejlede snuden af skibet
ind i et vandfald, sejlede tæt forbi pingviner og også sæler. Pigvinerne var i
øvrigt ret små, men et sjovt syn. Vi så dem både rengøre sig ude i vandet, og
også gå rundt på land. Man tror hele tiden at de vil falde når de går, men det
skete ikke mens vi kiggede.
Efter turen på sundet
kørte vi retur mod Te Anau, og stoppede ved Routeburn Track. Fra p-pladsen gik
vi op af et bjerg, de første km med i regnskov, og sidenhen over trægrænsen og
med en udsigt der bare blev flottere og flottere efterhånden som vi nærmede os
målet - Key Summit. Fra Key Summit kunne vi blandt andet se ned på en
højtliggende sø omkranset ad bjerge.
Efter nedstigning kørte
vi til Te Anau og indtog en gang Hot Pot på en lokal restaurant. Hot Pot er en
slags gulasch serveret i en brødskål med kartoffelmos til. Det smagte godt.
Torsdag den 19. November
Farvel til te Anau og goddag til
queenstown
Køreturen fra Te Anau til
Queenstown blev flottere end da vi kørte den modsatte vej, fordi vi denne gang
kørte i solskin hele vejen. Vi stoppede undervejs for at fotografere får, men
de flyttede sig straks Torben nærmede sig i sin kulørte polo shirt. Et enkelt
billede af får tæt på tæt hold blev det dog til.
Queenstown ligger ud til
en sø, og vejen går langs søen, så vi kunne se Queenstown i lang tid, da
Queenstown ligger et sted hvor søen har et knæk. Vi fandt nemt det dejlige
hotel, og der var total vaaaaov oplevelse, da vi åbnede døren til værelset for
hele endevæggen er et vindue med udsigt til sø og bjerge. Vaaaaov!
Queenstown er verdens
mekka for alle sjove aktiviter fra paragliding, mountainbikes, rafting,
jetskiing, hiking og diverse afarter og kombinationer af aktiviteter osv. osv..
Vi bor blot 10 min. gang
fra centrum, og på den korte tur så vi tre paraglidere der svævede rundt over
hovederne på os. Selve centrum er meget koncentreret om tre gader og nogle
tværgader. Der er fyldt med butikker, eventarrangører, spisesteder og cafeer.
Dorte fik købt et par nye
kondisko, og Kristian og Torben fik meldt sig på en raftingtur på Shotover
River, der er en grad 3-5 tur, som er det vildeste amatører kan blive lukket ud
i. Nu vil vi prøve om vi kan sove på trods af at vi er spændte på turen i
morgen :-)
Fredag den 20. November
Riverrafting på shotover river og
pakning
Kristian og Torben var
tidligt oppe, da vi skulle møde 8:15 hos Queenstown Rafting og før dette skulle
morgenmaden indtages på Starbucks. Tidsplanen holdt. Alle der skulle rafte blev
kørt op til en base, hvor der var dømt omklædning fra top til tå. Væsentligste
ingredienser var våddragt, hjelm og redningsvest. Efter omklædningen fortsatte
turen op mod starten og dette med 6 gummibåde på en anhænger til minibussen. Selve
turen foregik på en gammel vej der var blevet lavet af guldgravere, da floden
og området lige omkring den var en af de mest værdifulde guldminer for mange år
siden. En meget smuk tur, men hele tiden på kanten af afgrunden. Til slut nåede
vi frem til målet, hvor der foregik en seriøs sikkerhedsinstruktion. Fokus var
på hvordan man handler, hvis der er en der falder ud af gummibåden, dette både
med varianter af hvordan personen der er faldet i skal agere og også hvordan dem
der sidder i båden skal hjælpe.
Så var det afgang, efter
at instruktørerne havde givet alle redningsvesten på, og delt os op i hold på
7.
Straks vi var i gang på
floden fortsatte det med instruktioner og hvordan der padles, og mere omkring
hvordan der skal reageres på diverse instruktioner fra kaptajnen. Det var
sjovt, og omfattede også at vi efter et af de første vandfald fik lov at hoppe
i floden, så vi dels kunne blive kølet, men også øve det at hive en kammerat ombord.
Det blev gentaget 1000
gange at man, hvis man ikke svømmer, skal ligge på ryggen og have benene så høj
som muligt. Som de sagde, så var den gode grund, at dem der tager turen selv
med fordel kan lade benene ramme stenene først isf hovedet. Efter der var
spurgt nogle gange kom det så også frem at faren ved at prøve at gå, er at en
fod hænger fast i mellem sten i bunden af floden, og sker det, så vil man let
kunne drukne fordi strømmen går det svært at komme op igen.
Vores kaptajn var ret
erfaren, så øvelserne i at vægtforskyde til højre og venstre, dykke ned i båden
osv. virkede lidt overdrevne, for det var jo bare skide skægt at tonse ned
gemmen vandfald og blive rystet samtidig med at det sprøjtede helt vild med
vand.
Men så lige foran os,
efter at være kommet igennem et af de, for os at se, lidt mindre vandfald var
der en af de andre både der var kæntret og alle 8 ombord røg en tur i floden,
til alt helt så på det sted hvor det var muligt at svømme ind til bredden. Der
var ingen fysisk skade, men der var en enkelt der lige fik er mindre chock, så
vi ventede til vedkommende var klar til at padle videre.
Så gik turen videre
gennem en 170m lang tunnel for slutte med et kategori 4 (skala fra 1-5 med fem
som sjoveste/højeste/hurtigste/ mest ujævne), og sådan var det – i nogle
sekunder måtte alle muskler mobiliseres for at blive i båden, og samtidig ikke
flyve ind i de andre passagerer.
Det var noget af en tur.
Som en lille sidegevinst fortalte kaptajnen et sted om at brudfladen i bjerget
var zik-zak og ikke lange lige streger. Lige netop det sted var
kontinentalpladerne for tusinder af år siden stødt sammen under et jordskælv og
kræfterne have simpelthen ”krøllet” bjergene lige der. Kaptajnen havde været der
med nogle geologer der havde studeret denne ene meter bjergside i 5 timer, så
han mente han nu også er ekspert.
Kl. 13:00 var vi tilbage
i Shotover Street og Queenstown hvor Dorte tog imod. Efter fælles frokost
kiggede vi lidt mere på byen op kørte så en lille tur udenfor byen. Her gik vi
en lille tur, på noget af ruten til lørdagens Maraton.
Så blev det pakketid,
ikke mindst for Kristian, der skulle beslutte sig for hvad Dorte og Torben skulle
bringe retur til Danmark, og hvad der skal videre med på 8 ugers ferie i
Australien og New Zealand.
Aftensmad – den sidste i
denne ferie sammen med Kristian – blev indtaget på en restaurant bygget helt
tilbage omkring 1860, under intens hygge og med tilbageblik på mange gode
fælles oplevelser.
Lørdag den 21. November
Hjemturen starter og Kristian er løbet
Kristian mødte en fra
Hamilton Hawks løbeklubben i Hamilton, der tilbød Kristian at blive kørt ud til
startstedet for halvmaraton. Dette er en den sidste halvdel at Queenstown
maraton der løbes her lørdag. Kristian ville så løbe de sidste 21 km på maratonruten
som en træningstur. Hans afgang til Brisbane er først kl 16.40, og vi har
bestilt sen udcheckning på hotellet, så han kan løbe retur til hotellet og tage
et bad og checke ud.
Dorte og Torben er nu på
vej, og dette er passende skrevet i Queenstown lufthavn, der selvfølgelige også
er lavet, så der er udsigt til bjerge med sne på og grønne bakker. En mere
passende udsigt findes næsten ikke, når der skal siges farvel til Queenstown.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar